Monika Skadborg

Jeg kom til Hillerød for 8 år siden, fordi min kæreste er født her og drømte om at vende tilbage til Østbyen. Nu bor vi med vores søn på 0 år i Kongens Vænge. Jeg er miljøingeniør og arbejder til daglig i en klimafond. Når jeg ikke skifte bleer, går fritiden mest med frivilligt arbejde for spejderne og som næstformand i TrygFondens regionale råd.

Jeg har brugt 12 år på at arbejde i bestyrelser for forskellige virksomheder og velgørende foreninger, altid med fokus på bæredygtighed og/eller unge. I mange år holdt jeg mig væk fra partipolitik – for ærligt talt virkede det som et sted med for meget fnidder og for lidt fokus på at finde løsninger i fællesskab. Men SF Hillerød gav mig lyst til at engagere mig i kommunalpolitik. For her kan jeg mærke en stærk holdånd og ser muligheder for at gøre en ægte forskel.

Den næste generation

Det vigtigste for mig er at huske den næste generation. Vi skylder vores børn at aflevere verden i ordentlig stand, så vi må holde op med at ødelægge klimaet og naturen. Vi må også blive bedre at give alle en god barndom. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg selv er mor. Børns trivsel og læring er en af de bedste investeringer i samfundets fremtid.


Jeg kan bidrage i byrådet med min faglighed, da jeg blandt andet har forsket i bæredygtige byer. Jeg er klar med gennemtænkte idéer inden for miljø, natur, forsyning, trafik og byplanlægning. På børneområdet er jeg ingen ekspert, men til gengæld har jeg "hånden på kogepladen": Nu er det mit eget barn, der skal leve med kvaliteten af vuggestuen og skal krydse fingre for, at den nye skole i Grønnevang bliver klar til tiden, så han ikke skal have første skoledag i en skurvogn.


MINE VIGTIGSTE MÆRKESAGER

Bæredygtigt Hillerød

• Hillerød skal gå forrest og inspirere andre kommuner til, hvordan man tager ansvar for klima og miljø. Hvis ikke os, hvem så?

• Hillerød skal være klimaneutral i 2040, helst før! Vi skal have en konkret plan for at udlede mindre CO2 . Lad os ikke vente på usikre teknologier, men skære udledningerne hurtigst muligt. Tidlige CO2-besparelser giver en større samlet fordel for klimaet.

• Vi skal prioritere natur og biodiversitet i alle beslutninger på tværs af kommunens udvalg. Det gælder alt fra bæredygtige indkøb til at give plads til træer, enge og naturbaserede klimatilpasningsløsninger. Der findes regnemetoder, man kan bruge til at indregne, at naturen har værdi.


Trygt, sundt og lærerigt børneliv

• Daginstitutioner og skoler med tid og ro til, at børn trives og udvikler sig. Alle børn fortjener at møde voksne nok og få sund mad.

• Høj pædagogisk kvalitet. Vi skal prioritere uddannelse og specialisering.

• Sikker trafik for cyklister og fodgængere, så vi trygt kan sende vores børn i skole. Jeg har en lang ønskeliste til cykelstier, offentlig transport og vejbump. Det skal vi hellere prioritere end mere bil-infrastruktur, som bare giver mere trængsel og usund luft

Kontakt mig med spørgsmål eller andet på:

E-mail: monika.skadborg@gmail.com

Telefon: +45 25 17 62 88

Facebook: @Monika Skadborg, Hillerød

Instagram: @monika.skadborg

"Jeg er klar med gennemtænkte idéer inden for miljø, natur, forsyning, trafik og byplanlægning."