Janne Lunding Olsen

Jeg hedder Janne Lunding Olsen Jeg har boet i Hillerød i mere end 30 år. Jeg flyttede til Hillerød øst med min mand og 3 børn i 1998. Vi valgte Hillerød, fordi vi ønskede at være tæt på natur og kultur og et sted, hvor vi i dagligdagen kunne transportere os til arbejde uden en bil. Særligt mulighed for god kollektiv transport og sikker cykeltrafik for både børn og voksne var afgørende for, at vi valgte at bosætte os i Hillerød.

Jeg har været byrådsmedlem for SF siden 2021. Jeg er næstformand i Omsorg og Livskraftudvalget og medlem af Arkitektur, Byplan og trafikudvalget.

Desuden er jeg bestyrelsesmedlem i Byforum, hvor jeg sammen med repræsentanter fra forenings- og erhvervsliv, handelslivet, ejendomsejerne, C4, cityforeningen m.fl. tænker og handler for at skabe en fantastisk Hillerød by.



I mit professionelle liv er jeg er uddannet som antropolog og IT-akademiker. Jeg har været leder i mere end 15 år i et pensionsselskab. Jeg har tidligere arbejdet i Horsens Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og ATP.

Et job som trafiksociolog har haft afgørende betydning for mit ønske om at skabe ændringer i de trafiksystemer, som påvirker vores hverdagsliv, lokalsamfund og miljø. Jeg tror på, at vi kan og skal ændre vores transportvaner, så vi begrænser udledningen af CO2 og mindsker trængslen på vejene. Derfor håber jeg, at jeg får lov til at arbejde videre med at sikre en grønnere mobilitet og en fredeliggørelse af vores midtby.

At være politiker handler også om samarbejde. Med de øvrige politikere i byrådet og med de borgere som ønsker at være en del af demokratiet.

Kontakt mig med spørgsmål eller andet på:

E-mail: jaluo@hillerod.dk

Telefon: +45 27 32 96 94

Facebook: @Janne Lunding Olsen - SF

Som barn og ung boede jeg i en landsby, hvor bussen kører en gang i timen og ved, at det er vigtigt, at der også bliver tænkt på udvikling for dem, som bor der.


MINE TRE VIGTIGSTE MÆRKESAGER

Som leder i et pensionsselskab ved jeg, at det er vigtigt, at økonomien hænger sammen og at kunderne får den service, som de har brug for. Borgerne i Hillerød Kommune skal have støtte til det, som er svært, vejledning, så de kan klare sig selv og vi skal udvikle og forbedre servicen, hvor der er brug for det.

Jeg tror på, at vi får mest velfærd, når vi deles om udgifterne. Jeg tror på stærke sociale fællesskaber, som ramme for et godt liv

1. Grønt forbillede

Jeg vil kæmpe for, at Hillerød skal være et grønt forbillede for andre kommuner. Vi skal have god og effektiv kollektiv transport til arbejde og skole og cykelstier på farlige veje. Ingen forældre skal være bekymrede for at sende deres børn alene afsted til skole og fritidsaktiviteter! Det kræver sikre stier og cykelveje – også om vinteren, hvor cykelstierne skal ryddes for sne som noget af det første.


2. Fremtidens boliger

I Hillerød skal vi bygge fremtidens boliger med plads til fællesskab. Boliger som er bæredygtige, egnede og spændende at bo i og kigge på. De skal være til at betale og bygget for hele livet. Jeg vil være med til at fremme bofællesskaber med blandet beboersammensætning.


3. Velfærd

Alle har ret til et trygt og aktivt liv hele livet. Vores børn og ældre skal mødes af uddannet og engageret personale. Jeg mener, at vi skal forebygge sygdomme – lighed i livsmuligheder begynder med lighed i sundhed.

Kommunen skal implementere den nye ældrereform, hvor både medarbejdere, pårørende og ældre får nye opgaver og ansvar. Jeg ønsker at investere i den offentlige velfærd og omsorg og sikre, at ingen står alene.

Jeg vil arbejde for, at Hillerøds ældre kan føle sig trygge og som en del af et fællesskab, hvor de kan leve et aktivt ældreliv. Jeg tror ikke på reformer, hvor ældrepleje i stigende grad bliver gjort afhængig af indtjening og overskud i private selskaber. Historierne om konkursramte friplejehjem skal vi ikke gentage i Hillerød.